Er du opmærksom på at stop for udenlandske praktikanter er forlænget?
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har besluttet at forlænge stoppet for udenlandske praktikanter frem til 15. april 2021.
Som følge af COVID-19 situationen udstedte ministeren den 2. februar 2021 en bekendtgørelse, der betød, at der ikke gives opholdstilladelse til visse typer ophold i Danmark, herunder landbrugspraktikanter, medmindre ansøgeren allerede har lovligt ophold på baggrund af en opholdstilladelse og befinder sig her i landet.
Dette midlertidige tiltag, som har været gældende i perioden fra den 3. februar 2021 og fire uger frem, er nu blevet forlænget indtil den 15. april 2021.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har opdateret sin hjemmeside www.nyidanmark.dk, og nyheden kan findes her.
Muligt at forlænge eksisterende opholdstilladelser
Det er stadig muligt for udenlandske praktikanter, der allerede er i Danmark at få forlænget deres eksisterende opholdstilladelse med yderligere 6 måneder.
Efter ansøgning kan der gives forlængelse af opholdstilladelse som praktikant på det grønne område, så den samlede periode for praktikopholdet kan være op til 18 måneder i stedet for 12 måneder. Når praktikanten har indsendt ansøgning om forlængelse, kan praktikanten lovligt fortsætte sit ophold og sin beskæftigelse hos samme praktikvært– også selv om SIRI ikke har færdigbehandlet forlængelsesansøgningen. Bemærk, at denne særordning kun gælder for praktikanter med opholdstilladelse, der udløber senest den 8. august 2021.
Ansøg om forlængelse af opholdstilladelse som praktikant her.
Der skal i forbindelse med ansøgningen betales almindeligt gebyr. Kravet om optagelse af biometri er fortsat gældende.