Domstolene har haft lukket ned for notarfunktionen siden den 14.03.2020 grundet hjemsendelse af mange offentligt ansatte, nødberedskab og Corona virus tiden.
Vi har hos Landbo Limfjord besluttet at udfærdige kundernes testamenter både som et vidnetestamente og et sædvanligt notartestamente.
Ved vidnetestamente skal testator underskrive testamentet i overværelse af to vitterlighedsvidner, der skriver til vitterlighed for testators underskrift, tid, sted og sunde fornuft på oprettelsestidspunktet. Vidnetestamentet bliver ikke opbevaret i centralt register. Endvidere kan det være lidt lettere at komme igennem med en formalitetsindsigelse, om at testator ikke var ved sine fulde fem på oprettelsestidspunktet. Endvidere anser vi normalt et vidnetestamente for bortfaldet, såfremt det bliver væk eller går hændeligt til grunde.
Men i mangel af bedre tider kan kunderne få oprettet testamente som vidnetestamente med det samme.
Vi sender samtidig notartestamente ud i original og kopi til kunderne med vejledning om hvorledes dette senere skal underskrives for notaren ved den lokale byret. Vi tilbyder at give besked pr. mail eller telefon, når der igen bliver mulighed for at komme til notaren. Fordelen ved notartestamentet er, at der bliver opbevaret en genpart i et arkiv som dukker op ved dødsfald. Endvidere er det sværere at komme med indsigelser mod testators vilje og evne til at oprette testamente, når notaren har givet sin påtegning.
Pakkeløsningen hos Landbo Limfjord p.t. er derfor at der fremsendes både et vidnetestamente og et notartestamente til kunderne mod en lille forhøjelse i honoraret til Landbo Limfjord.