De ”nye” miljøgodkendelser godkendes efter antal m2 stiplads/produktionsareal
Ved miljøgodkendelse blev lugt- og ammoniakberegningerne tidligere lavet ud fra antal dyr og kg. dyr pr. stald. Derfor er det vigtigt med et korrekt beregningsgrundlag for lugt- og ammoniakberegningerne, og det anbefales derfor at få lavet en præcis staldopmåling. Landbo Limfjords Miljøafdeling tager ud med lasermåleren og måler staldene op. Vi har eksempler på, at vores opmålinger af m2 stiplads/produktionsareal blev over 200 m2 mindre end ved den første opmåling. 200 m2 kan have betydning for om der skal, etableres teknologiske løsninger for reducering af lugt eller ammoniak for, at produktionen kan godkendes.


Når lugtkravet stadigvæk ikke er overholdt
Men hvad så i de tilfælde, hvor ansøgningssystemet viser, at lugtkravet stadigvæk ikke er overholdt? Er landmanden så nødt til at opgive sin drøm om udvidelse?
Lugtberegningen i www.husdyrgodkendelse.dk er en standardberegning, der beregner lugtbidraget til omgivelserne ud fra et gennemsnit via et såkaldt ”lugtcentrum” på ejendommen. Hvis en sådan beregning viser, at de lovpligtige lugtkrav ikke er overholdt, kan der laves en mere præcis beregning for at afdække det faktiske lugtbidrag hos naboerne. En sådan beregning udføres i et såkaldt OML program, som beregner lugten hos naboerne ud fra konkrete data for staldenes ventilationsanlæg.
Programmet tager udgangspunkt i GPS-koordinater for hvert enkelt af staldens ventilationsafkast, bruger information om det pågældende ventilationsanlæg og beregner ud fra konkrete vejrdata. En OML-beregning kan nemlig bruges til at afklare, hvordan ændringer af staldens ventilationsafkast i det konkrete projekt kan betyde en ændring af lugtspredningen og derved, hvordan lugtkravene hos naboer kan overholdes.
Disse ændringer består oftest af forhøjelse af afkast eller etablering af vindkryds i afkastene. En ændring af ventilationen er billigere end at etablere luftrensningsanlæg, som ellers i mange tilfælde er eneste reelle løsning for nogle bedrifter.
Erfaringer viser altså, at OML-beregninger og eventuelle ændringer af ventilationen i mange tilfælde kan redde udvidelsesplaner, der ud fra standardberegningen i ansøgningssystemets lugtmodul var dømt til afvisning.
