Skal du søge lønkompensation i forbindelse med Covid-19?
I forbindelse med den nationale nedlukning fra d. 9. december 2020, blev ordningen for lønkompensation åben for alle virksomheder i Danmark.
Alle virksomheder kan derfor søge denne ordning, hvis de opfylder betingelserne for at opnå kompensation. Betingelserne vil jeg komme ind på længere nede i artiklen.
Da restriktionerne er forlænget til og med d. 7. februar 2021 (i skrivende stund), er ordningen lavet sådan, at du kan søge lønkompensation frem til og med d. 14. februar. Denne ordning er fordelt på virksomheder som har direkte forbud mod at holde åben, og virksomheder som ikke har forbud, men som står over for at skulle varsle afskedigelser som følge af covid-19 og vælger at hjemsende medarbejdere med fuld løn.

Parallelt med åbningen af lønkompensation for 9. dec. 2020 – 14. feb. 2021, er der en tilsvarende ordning for virksomheder der er berørt af forbuddet mod, at holde åbent i perioden fra den 6. november 2020 til og med den 28. februar 2021.
Hvis du søger lønkompensation, fordi din virksomhed har haft forbud mod at holde åbent, er der ét krav, at der i kompensationsperioden ikke har været omsætning i din virksomhed/p-enhed, som du søger kompensation for. Det betyder, at hvis du fx har solgt take-away i den periode, hvor din virksomhed havde forbud mod at holde åbent, kan du i stedet søge kompensation på den generelle ordning for lønkompensation, der gælder hele Danmark i perioden fra den 9. december 2020 til og med den 7. februar 2021.
Du har, i begge ordninger, mulighed for at søge midlertidig lønkompensation for alle dine medarbejdere (både funktionærer, ikke – funktionærer og lærlinge/elever) på op til 30.000 kr. pr. måned pr. fuldtidsansat. Der kan søges kompensation for 75% af lønnen til ansatte der er funktionærer, og 90% af lønnen til ansatte der ikke er funktionærer.
6. november 2020 til og med den 28. februar 2021
Denne ordning er alene for virksomheder, som har været berørt af Sundheds- og ældreministeriets bekendtgørelse om forbud med større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19 med senere ændringsbekendtgørelser.
Det kan f.eks. være natklubber, lokaler som anvendes til spillesteder med stående publikum og lokaliteter hvor der afholdes messe aktiviteter uden direkte salg til forbrugeren.
De medarbejdere, som hjemsendes, skal have fast arbejdssted i Danmark. Ansatte, der søges lønkompensation for, skal være ansat inden den 6. november 2020.
Ansøgningsfristen for denne ordning er den 9. april 2021.
9. december 2020 til og med den 14. februar 2021
I denne ordning er toleddet:
- Den ene gælder, hvis din virksomhed ikke har haft omsætning i kompensationsperioden fra salg af varer og tjenesteydelser i virksomheden/p-enhed, du søger kompensation for.
- Mens den anden generelle ordning, er til virksomheder med en mindre omsætning i form af take-away. Her kræves det at virksomheden hjemsender mindst 30 % af sine ansatte eller mere end 50 ansatte, i virksomhedens kompensationsperiode.
Medarbejdere som hjemsendes, skal have fast arbejdssted i Danmark. Ansættelsesforholdet for ansatte, der søges lønkompensation for, skal være indgået før d. 7. december 2020.
De overordnede betingelser er følgende:
- 30 % eller mere end 50 af virksomhedens ansatte har været hjemsendt (beregnet på CVR-nummer eller underliggende produktionsenhed)
- dine ansatte får fuld løn under hjemsendelsen
- de hjemsendte ansatte ikke arbejder i perioden
Det er som tidligere nævnt ikke et krav, at din virksomhed ikke har haft nogen omsætning i den periode, der søges kompensation for.
Bemærk I perioderne der løber hen over juleferien, vil der være 3 dage, hvor virksomheden ikke kan modtage lønkompensation, dette gælder for begge ordninger.
Ansøgningsfristen er den 26. marts 2021.
Foruden lønkompensationen, er der stadig åben for følgende ordninger:
- Kompensation for selvstændige og freelancere
- Kompensation til kunstnere og arrangementer
- Kompensation for fasteomkostninger
- Kompensation til virksomheder i Nordjylland
Du kan læse mere på Virksomhedsguiden.dk, eller kontakte os, så hjælper vi gerne med at hjælpe dig igennem processen.