Kan landbruget få Covid-19 kompensation?
Regeringens nationale nedlukning og udvidelse af hjælpepakkerne, betyder at de generelle kompensationsordninger er åbnet for alle virksomheder i Danmark, som grundet Covid-19 oplever et fald i omsætning på minimum 30 pct.
Erhvervsstyrelsen vil behandle hver sag individuelt og det er op til den enkelte virksomhed at bevise, at omsætningsnedgangen skyldes Covid-19.
Der hvor vi kan se betydelig omsætningsnedgang i landbruget, er for de virksomheder der eksporterer smågrise. Men hver enkelt landbrugsvirksomhed skal selv kunne dokumentere at have oplevet minimum 30 pct. fald i omsætning som følge af Covid-19.
Der er åbnet for tre ordninger, som alle gælder fra perioden 9. december 2020 til og med 28. februar 2021.
- Tabt omsætning: Virksomheder kan få dækket 90 pct. af deres omsætningstab. Dog maks. 33.000 kr. om måneden for selvstændige med mindst én fuldtidsansat og op til 30.000 kr. om måneden for selvstændige uden ansatte. For at modtage den forhøjede kompensationssats er det et krav, at den selvstændige ikke tager mere end 23.000 kr. ud af virksomheden om måneden i den periode, hvor den forhøjede kompensationssats modtages.
- Faste omkostninger med revisorerklæring: Afhængig af omsætningsnedgangen, kan du søge kompensation på op til 90 pct. af dine faste omkostninger. Denne ordning kræver en revisorerklæring.
- Faste omkostninger uden revisorerklæring: Virksomheder kan få 50 pct. af sine stedbundne faste omkostninger dækket. Den maksimale udbetaling af kompensationen er 100.000 kr. i måneden. Denne ordning kræver ikke en revisorerklæring.
Realiserede omkostninger og omsætning vil baseres på reference perioden fra 1. december 2019 til 29. februar 2020.
Ansøgningsfristen er 15. april 2021 for alle tre ordninger.