Det er hårdt at skulle igennem en skilsmisse, og der er mange ting, man skal have styr på. Juristerne hos Landbo Limfjord har mange års erfaring med råd og vejledning i forbindelse med skilsmisser og bodeling. Vi vil gerne hjælpe jer lidt på vej, så I ved hvilke overvejelser, I skal gøre jer.
Nyt skilsmissesystem
Den 1. april 2019 åbnede det nye Familieretshus, og samme tid lukkede Statsforvaltningen. Det betyder, at vi har fået et helt nyt system, hvor det bl.a. vil tage længere tid at blive skilt, og hvor barnet sættes mere i fokus.
Det nye skilsmissesystem får hovedsageligt betydning for de familier hvor der er børn under 18 år. Kontakt vores jurister, og få en snak om hvilken situation du befinder dig i.
Fælles for det nye system og det gamle system, er at I fortsat skal igennem processen med snak om økonomi, og hvordan ejendele og eventuel gæld skal deles.
Skilsmisse – en sårbar situation
I skal være opmærksomme på, at lige midt i alle de mange følelser, der er i en skilsmisse, er det svært at tage fornuftige og velovervejede beslutninger, og det er derfor vigtigt, at I giver processen tid, så I får fundet den rigtige løsning og ikke træffer forhastede beslutninger i forhold til skilsmisse og bodeling.
Bodelingsaftale
Når I er blevet enige om hvordan I skal have delt, så er det en rigtig god ide, at få lavet en bodelingsaftale. En bodelingsaftale er en aftale der beskriver jeres aktiver og passiver og hvordan det skal deles. I kan enten selv lave en aftale eller I kan få hjælp til at få lavet en aftale i samarbejde med Landbo Limfjords jurister. Det er vigtigt, at I begge får snakket aftalen igennem med en person, der har forstand på det, så I ikke efterfølgende føler, at I er blevet snydt.
Har I fælles gæld?
Hvis I har hus og bil, så skal det registreres, hvem der fremover skal eje huset og bilen. Hvis I har gæld sammen, skal I have snakket med banken om opdeling af gælden og I skal eventuelt have søgt om gældsovertagelse. I har ikke krav på at få delt gælden op, så aftalerne om dette skal foregå i dialog med banken. Det er en rigtig god ide, at rådføre sig med sin bankrådgiver undervejs i processen.
Det er derudover vigtigt, at I får lavet aftaler om forældremyndighed og samvær. Det er en rigtig god ide, både for barnet og de voksne, at få lavet en samværsaftale, så der er fast aftaler, om hvornår barnet skal være hos hvem. Hvis I ikke kan blive enige, så er der mulighed for at få hjælp i Familieretshuset.
Ansøgning om skilsmisse
I skal derudover have søgt om skilsmisse eller separation. Selve ansøgning om skilsmisse eller separation foregår på Familieretshus’ hjemmeside, hvor en af jer skal logge ind med sit Nem ID og udfylde ansøgningen. Familieretshuset vil efterfølgende kontakte den anden ægtefælle via E-boks. Dette såfremt der ikke er fælles børn under 18 år.
Vi hjælper gerne med udarbejdelse af bodelingsoverenskomsten, tinglysning af adkomst, evt. bistand i forbindelse med ansøgning om gældsovertagelse samt aftaler om samvær m.m.
Har du brug for at vende din situation, så ring gerne og få en uforpligtende drøftelse.