Fjordland Kongres: 7. feb. 2023 - Se mere her
NyhederArrangementerOm osMedarbejdereKarriereKontakt

Afsætningskanal for grise - et spørgsmål om temperament

Hvordan ligger det i maven på dig, hvis du pludselig står i en situation, som du ikke selv er herre over, som fx for nogle år siden med den afrikanske svinepest?

Har du opstillet dine egne forudsætninger og beregnet, hvordan den økonomiske påvirkning af udefrakommende, ukontrollérbare faktorer som fx denne vil være for dig og din økonomi?
Grise

Økonomiske konsekvenser

Virksomhedrådgiver Leif Lanng opfordrer til, at du kikker på din egen produktion og selv opstiller de konsekvenser, et udbrud efter din mening vil medføre for dig. Når du har opstillet konsekvenserne, kan du lave en beregning på, hvordan din økonomi bliver påvirket. Derefter kan du tage stilling til, hvilken økonomisk stødpude, du ønsker at opbygge. Stødpuden afstemmer du efter dit behov og temperament.

Det er ikke kun Afrikansk svinepest, der kan give udfordringer på afsætning af smågrise. 
Tyskland kunne f.eks. lukke grænser for smågriseimport af veterinære årsager. I sådanne situationer er det godt at vide med sig selv, at man følger den strategi, man selv helt bevidst har valgt.

Du skal som svineproducent træffe valg om afsætningskanal for din produktion. Som inspiration til de valg giver Leif Lanng dig her et lille overblik over plusser og minusser og muligheder.

Smågriseproducenters valg af afsætningskanal

Som smågriseproducent skal du f.eks. tage stilling til, om du ønsker at levere direkte til en slagtesvineproducent eller foretrækker at sælge til en smågriseformidler. Vælger du det første, står du og slagtesvineproducenten selv for at lave en aftale, mens det ved mulighed nr. 2 er smågriseformidleren, som står for aftalen.

Afsætning direkte til slagtesvineproducent

Du får tættere kontakt til modtageren af dine grise og får mulighed for at følge, hvordan de præsterer som slagtesvin. Det vil være naturligt, at der er en dialog mellem parterne om f.eks. evt. problemer i produktionen, som smågriseproducenten kan rette ind efter og søge at afhjælpe. Det er et fælles projekt at få samspillet til at køre, så der afleveres gode smågrise, som fører til fine slagtesvin. Erfaringen er, at disse aftaler holder længere end med en smågriseformidler.

Ulempen ved direkte afsætning til slagtesvineproducent er, at det er smågriseproducentens eget problem at finde en anden aftager, hvis slagtesvineproducenten ophører.

Afsætning til smågriseformidler

Dialogen mellem smågriseproducenten og smågriseformidleren bliver ofte mere forretningsorienteret. Smågriseproducenten sælger en vare. Når den er leveret, følger betalingen – selvfølgelig med dialog om kvaliteten men ikke med yderligere interessefællesskab omkring aftagers udbytte af leverances. Smågriseformidleren overtager ved handlen grisene og finder den aftager, der er mest lukrativ for hans forretning.

I nedgangstider kan der være problemer med at opretholde aftalerne, fordi formidleren typisk vil forsøge at presse prisen i nedadgående retning, mens producenten selvfølgelig har en interesse i at holde fast i den oprindelige aftale. Her ser vi tit, at formidleren har fat i den lange ende, fordi leverandøren ikke har andre alternativer.

Det er meget et spørgsmål om temperament, om du som smågriseproducent vælger den ene eller den anden afsætningskanal for dine smågrise. Det vigtigste er, at du har truffet et bevidst valg.
Grise

Slagtesvineproducenter har også valg

Selv om der er meget få slagterier tilbage, er der stadig konkurrence på markedet. Bl.a. slagtevægt, kødprocent og mængder har stor indflydelse på, hvilken afregningspris du kan få.

De enkelte slagterier afregner ikke ens på de enkelte parametre. Det er derfor vigtig, at du laver en beregning på optimering af parametrene og hvilket slagteri, der giver den bedste afregning med de tal, du selv præsterer. Det slagteri, naboen leverer til, behøver ikke at være det rigtige for dig.

Er det kun prisen der tæller?

De mest anvendte modeller ved omsætning af smågrise er beregnet smågrisepris, pujle og Nord-West, som indgår på forskellig vis. Hertil kommer et tillæg afhængig af mængde og kvalitet.

Seges Svineproduktion kan du se de historiske priser på de enkelte måder for beregning af smågriseprisen.

Dette kan bruges til at finde den model, der passer til dit temperament. Puljenoteringen svinger væsentligt mere end den beregnede smågrisepris. Bruger du puljenoteringen, bør du lave et overblik over, hvilken ekstra økonomisk reserve, du skal have for at modstå perioder, hvor bunden går ud af markedet.

Du kan få en indikation af, om den opnåede pris ligger på niveau med markedet ved at benchmarke med andre smågriseproducenter med samme produktionsomfang som dig.

Uanset om du er smågriseproducenten eller lever af at producere slagtesvin, er det vigtigt, at du opstiller dine egne forudsætninger og beregner den økonomiske konsekvens. Måske betyder nærheden til aftageren af dine smågrise noget. Måske er du mere til en forretningsorienteret tilgang. Måske vil du gerne afsætte dine smågrise eller slagtesvin lokalt. Tænk over det, lav beregninger og træf dine valg på et godt grundlag.

På den måde kan du finde den økonomisk stødpude, du skal have for at modstå blæst, storm og orkan.
Leif Lanng
Vil du også have optimeret din økonomi?
Så tag endelig fat i Leif...

LEIF LANNG

Virksomhedrådgiver og ekspert på svineøkonomi

Eksperter i landbrugsrådgivning

Vi giver dig 360° rådgivning. Du får det hele under det samme tag – og det er noget, vi ser som en stor styrke.
FÅ RÅDGIVNING NU
phone-handset linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram