Der har været en del snak om, hvilke skemaer der skal ændres i forbindelse med vintersædens udvintring og omsåning her i foråret. I det følgende beskrives de overordnede regler vedrørende EU samt gødning.
Enkeltbetaling (EU-ansøgning):
Til ansøgning om enkeltbetaling kræves ingen ændring, når der er tale om pletvis isåning af vårsæd i en udvintret vintersæd. Der er heller ikke krav om ændring, selv om en hel vintersædsmark sås om til vårsæd – men det er ønskeligt af hensyn til statistikken.
Derimod kræves en ændringsmeddelelse, hvis der på enkeltbetalingsskemaet er anført f.eks. en vårsædsafgrøde efter en græsmark – og græsmarken så alligevel ikke ompløjes. Her skal altså meddeles, at vårsæden ændres til en græsafgrøde på enkeltbetalingsskemaet.
Gødningsplanlægning og kvælstofkvote:
Som udgangspunkt er det den sidst etablerede afgrødes N-kvote, man har ret til at bruge. Så hvis en vintersædsafgrøde er udvintret og omsået til vårsæd, så er det vårsædens N-kvote, som gælder i gødningsregnskabet - og altså ikke N-kvoten for vintersæden. Ved anvendelse af vintersædens N-kvote vil der være tale om en overgødskning.
Plantedirektoratet har dog meddelt, at der i forbindelse med omsåning vil kunne gives dispensation for N-kvote, og at det ikke betragtes som overgødskning, når der vælges en afgrøde, der har en lavere N-norm end den oprindelige afgrøde. Direktoratet har meddelt, at der normalt vil blive dispenseret, hvis følgende forhold gør sig gældende:
1. Landmanden har en overgødskning, som alene skyldes tilførsel af kvælstof til en afgrøde, som senere viser sig at udvintre.
2. De tilførte mængder kvælstof skal være sandsynlige i forhold til almindelig dyrkningspraksis.
Dispensation gives kun, hvis der indsendes ansøgning om dispensation til Plantedirektoratet !!
Om der skal søges dispensation eller ej, afgøres af, om den omsåede/isåede mark har karakter af en vintersæds- eller vårsædsmark. Dette vil bero på et skøn, idet afgrøden jo mange steder reelt består af vårsæd og vintersæd i "diffus" blanding. Her vil det i mange tilfælde ikke være helt oplagt, at der skal søges dispensation.
Hvis der er sket en total omsåning til vårsæd i hele marken, vil dette udløse en ansøgning.
For at det overhovedet er aktuelt at snakke om dispensation, er det et krav, at al gødning til vintersæden er tildelt før beslutningen om omsåning.
af Per Aggerholm, planteavlskonsulent Landbo Limfjord