Kørekort til forvogn og hænger?
Kørekort til forvogn og hænger?
Vidste du, at du og dine medarbejdere har mulighed for at tage kørekort til forvogn og hænger og samtidig søge om løntabsrefusion svarende til pt. 725,- kr. pr. kursusdag?
I sidste nr. af Landbo-nyt fortalte jeg om mulighederne inden for AMU-uddannelsessystemet, hvor personer i målgruppen for AMU har mulighed for at deltage i kurser og søge om VEU-godtgørelse (løntabsrefusion) svarende til ovennævnte 725,- kr. pr. kursusdag.
Et konkret eksempel er kursusforløbet til forvogn og evt. efterfølgende hænger. Forvognkurset varer 6 uger, mens hængerdelen tager 4 uger.
Prisen for forvogn er pt. 3.300,- kr. + lægeerklæring + prøvegebyr, mens hænger koster 2.200 kr. + prøvegebyr og evt. lægeerklæring (kan genbruges, hvis prøven tages inden for et givet tidsrum). Der kommer sandsynligvis mindre prisstigninger i det nye år.
Der er i skrivende stund venteliste på disse kurser, så er du eller en af dine medarbejdere interesseret i at kom-me i gang i 2010, er det nu, I skal starte. I skal undersøge mulighederne og betingelserne for deltagelse, og så skal I skrives på venteliste.
Kurset, der munder ud i kørekort til forvogn og evt. hænger, er blot én af mulighederne i AMU-systemet. Ud over disse ligger der i AMU-systemet en lang række rigtig gode og meget relevante kurser inden for det landbrugsfaglige område men også inden for f.eks. medarbejderudvikling, IT, det produktionstekniske område m.v. Et andet eksempel er det obligatoriske opfølgningskursus til sprøjtecertifikat og sprøjtebevis (se andetsteds i bladet).
Har du og/eller dine medarbejdere brug for noget, der evt. ikke er indeholdt i AMU-systemet, skræddersyr vi det til jer. Der er altid mulighed for at blive dygtigere - og vi hjælper gerne – kontakt os på 9615 3000!
af Lillian Hundahl, HR-udviklingschef
Landbo-Limfjord - Resenvej 85 - 7800 Skive - Tlf: 96153000 - Fax: 96153001 - Email: