Fokus er blevet ændret fra vækst til vedligehold, og begrebet investering er næsten forsvundet fra avisernes landbrugsfaglige sider.
Investeringerne er udskudt til bedre tider, stik imod den gamle læresætning om, at det er i nedgangstider, man skal investere.
Cash is the King! Jo, likviditetsbudgetter og likviditetsstyring fylder meget på bordet, men der er fortsat et lille hjørne med investeringsbudgetter. Endda et rigtigt spændende hjørne, for med 15-20% lavere byggepriser, kortere leveringsterminer og i kombination med en faldende rente, kan der med det rette setup blive ændret væsentligt på nulpunktet.
At købe bare fordi det er billigt, er ikke altid en rationel beslutning. De gule tilbudsskilte lokker, men hvis ikke der er tale om en vare, husholdningen har behov for, ender det gode køb ofte i skraldespanden, når sidste holdbarhedsdato er blevet overskredet. Den kloge ”husmor” køber ikke ind i døgnkiosken eller spiser familien af med fastfood, for hurtighed er ikke nødvendigvis rentabel. Nej, hun skriver omhyggeligt sin indkøbsseddel, planlægger gerne et par uger frem, så hun er rede, når det rette tilbud dukker op.
Cash is the King! Det gælder på mange landbrugsbedrifter, hvor der lige nu ikke er rammer – hverken økonomisk eller miljømæssigt – til at begynde at stable mursten. Til gengæld kan ventetiden med fordel bruges til at tænke fremad og for eksempel spørge, hvad er det, vi vil som familie? Hvad er det, vi vil med bedriften? Er det realistisk i forhold til de miljømæssige rammer, som vi har her, hvor vi driver landbrug i dag?
Indtil der kommer en ny konge, kan det være klogt at genopdage din indre spejderdreng, så du er beredt med miljøstrategier, skitser, overslag og tidsplaner, til den dag, der på din bedrift igen bliver miljø for investeringer. Lige nu er der måske ikke miljø for investeringer, men derimod miljø for planlægninger.
De, der er bedst forberedt, vil også komme bedst fra start, når tingene igen vender!
af driftsøkonom Bent K. Christensen og miljøkonsulent Torben Ravn Pedersen